Velkommen til vores hjemmeside

Foreningen for Kirkegårdskulturs formål er at virke for, at kirkegårdenes æstetiske, kulturhistoriske og landskabelige værdier bevares og udvikles således at kirkegårdene fremtræder som værdige begravelsespladser (se foreningens vedtægter).

Foreningen blev stiftet i 1920 af en kreds, der var interesserede i kirkegårdsforhold. I 1923 udkom det halvårlige tidsskrift "Vore Kirkegårde" første gang, og siden 1973 er der hvert år udgivet et årsskrift.

Se omtale af foreningen i folder udgivet 2023 - klik her.

Generalforsamling 2025 - dagsorden m.m.

Dagsorden ifølge vedtægter:

 

1.      Valg af stemmetællere og dirigent.

2.      Formandens beretning.

3.      Eventuel beretning fra nedsatte udvalg.

4.      Godkendelse af revideret regnskab. Se regnskabet her.

5.      Godkendelse af budget og fastsættelse af kontingent for det kommende år.

6.      Behandling af indkomne forslag. Eventuelle forslag fra medlemmer skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.

7.      Valg af medlemmer til bestyrelsen samt mindst 2 suppleanter.

8.      Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.

9.      Fastsættelse af tid og sted for næste års generalforsamling.

10.     Eventuelt.

Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, sendes til post@kirkegaardskultur.dk senest 5. maj 2025.

 

 

Årsmøde 2025 - Husk tilmeldingsfrist d. 22 april!

19.-20. maj 2025 afholdes foreningens årsmøde i Ringkøbing, med generalforsamling, foredrag og kirkegårdsvandring på Ringkøbing kirkegård den 19., og ekskursion dagen efter. Ekskursionen besøger bl.a. Gammel Sogn Kirkegård beliggende tæt ved fjorden og kendt for sine tuegrave. Lyngvig Kirkegård har en afdeling med naturpræg anlagt i den grå klit. Thorsminde fik sin egen kirkegård for ca. 25 år siden. Efter frokost besøges Husby, Vedersø og Stadil Kirkegårde, som alle har spændende historier.
Trykt program med tilmeldingsoplysninger bliver sendt til medlemmerne i december, det kan også ses her.

Foto: Lyngvig Kirkegård (Mette Fauerskov)

Nordisk kongress i Stockholm 17.-19. september 2025

Nordisk forening for kirkegårde og krematorier (NFKK) byder velkommen til Nordisk kongress i Stockholm 17.-19. september 2025.

Programmet er klar og kan ses her.

Besøg også NFKK's hjemmeside for mere information: nfkk.eu

Du kan ligeledes læse mere og tilmelde dig via vores søsterforening i Sverige Sveriges kyrkogårds- och krematorieförbund:

SKKF

Døden i naturen - se præsentationerne

Tak til medlemmerne for stort fremmøde til seminaret "Døden i Naturen" 19.8.2024!

Her kan du se/gense programmet, samt de 4 præsentationer:

Program.

”De første gravpladser i naturen - Fra herregårdsgravpladser til Høsterkøb Kirkegård”. v/ Mette Fauerskov, landskabsarkitekt og kirkegårdskonsulent.

”Indtægter og udgifter og udviklingen i begravelsesmønstret, herunder naturen som begravelsesplads”. v/ Klaus Kerrn-Jespersen, seniorrådgiver, Københavns Stift.

”Naturkirkegårde som hotspot af natur og kultur. Filosofiske og religiøse betragtninger om naturkirkegårde som kirkegårde.” v/ Elof Westergaard, biskop, Ribe Stift.

”Gode eksempler på skovkirkegårde/kirkegårde i naturen med et kulturelt/kristent lag”. v/ Anne Vium Skaarup, landskabsarkitekt og kirkegårdskonsulent.

 

Kirkegårdskultur på DR1

Foreningens næstformand, Mette Fauerskov, i samtale med Søren Vester om kirkegårdskultur, klik her og se udsendelsen.

 

Bogudgivelse: Bevaringsværdige Gravstedsstrukturer

I denne bog rettes blikket mod den i faretruende grad oversete, grønne kulturarv, som gravstedernes organisering på kirkegårdene udgør. Mette Fauerskov identificerer en håndfuld karakteristiske gravstedsmønstre fra gammel tid, der i dag typisk kun er delvist bevaret de steder, de stadig findes. På blot 17 kirkegårde i Danmark står helt intakte gravstedsstrukturer fra tiden, før de store kirkegårdsomlægninger tog fart i starten af det 20. århundrede. Forfatterens vidende beskrivelser af disse 17 kirkegårde står som ét langt argument for, hvorfor vi som samfund bør sætte alt ind på at bevare disse kirkegårde som nationale klenodier, før det er for sent.

Her kan du se/downloade Bevaringsværdige Gravstedsstrukturer

Den trykte udgave af Bevaringsværdige Gravstedsstrukturer koster kr. 59,- + forsendelse. Bestil den via foreningens sekretariat.

Hvilke gravsten skal vi gemme?

Artiklen "Hvilke gravsten gemmer vi? Tjekliste før rydning" er en håndsrækning til menighedsråd og kirkegårdsbestyrelser, der skal træffe beslutning om fremtiden for de gravsten, der ikke længere har et gravsted i familiens eje. Artiklen viser gode eksempler på, hvorledes gravsten fra hjemfaldne gravsteder kan bevares.

Stine Helweg, kirkegårdsvejleder i Københavns Kommune, har skrevet artiklen, som er trykt i Kirkegårdskultur 2021-22.

Den ideelle kirkegårdsvedtægt?

Da Foreningen for Kirkegårdskultur i 2017 udgav bogen "Gravskrift eller ...?" kritiserede vi den eksisterende standardvedtægt for kirkegårde for:
• at der var for lidt fokus på kirkegårdens formål, værdier og mål
• at der manglede fokus på de pårørende og andre brugere af kirkegården
• at den var skrevet i et svært forståeligt sprog, ”kancellistil”, og
• at der manglede vejledning om takster.
I 2018 udgav Kirkeministeriet en ny vejledning om kirkegårdsvedtægter. Foreningen for Kirkegårdskultur har tidligere anmeldt denne vedtægt, og selv om der er markante forbedringer i 2018-udgaven af standardvedtægten, finder vi, at kritikpunkterne fortsat gælder. Kirkegårdsvedtægten kan
og bør være et nyttigt redskab for forvaltningen af kirkegården og dens brugere i et bredere perspektiv end det rent juridiske.
Vi satte os derfor som mål at skrive en ”idealvedtægt” for kirkegårde. Den skulle både rumme de nødvendige regler og retningslinjer, som Kirkeministeriets standardvedtægt indeholder, og samtidig skulle den også være svaret på vores egen kritik af standardvedtægten. Det viste sig at være en mere kompleks og tidkrævende opgave end først antaget.
I Kirkegårdskultur 2021-22 præsenterer vi vores arbejde, forhåbentlig til positiv inspiration for kirkegårdsbestyrelserne. Og artiklen kan ses her.

Bogudgivelse - nu både trykt og digital udgave

Foreningen for Kirkegårdskultur udgav i 2017 bogen: GRAVSKRIFT ELLER...? Kirkegårdens betydning og fremtid  (hent bogen i pdf-format ved at klikke på linket).

Den trykte udgave af bogen er udsolgt.

Om bogen: "Kirkegårdene er hegnede grønne rum, hvor døde ligger begravet. Et dybt personligt rum og en enorm kollektiv ressource. Kirkegårdene vidner om døden som et kollektivt vilkår, det er også dér min nabo sørger og føler sig kaldet til at tage hånd om de døde.

Kirkegårdene er således betydningsfulde og værdifulde fællesrum. Det er nemt at glemme som borger i et samfund præget af stadig acceleration og fokus på udvikling og fremtid. Og det er nemt at glemme hos de myndigheder, der har travlt med at drive kirkegårdene.

GRAVSKRIFT ELLER...? er en debatbog om dansk kirkegårdskultur og de problemer, som denne kultur står i i dag. En samling artikler skrevet i fællesskab af medlemmer af Foreningen for Kirkegårdskulturs bestyrelse."